Historien om Lourdes

Et af katolikkernes største valfartssteder i verden

Om Lourdes

Indtil vinteren 1858 var Lourdes en upåagtet lille by ved foden af de franske Pyrenæere.
Men så skete noget skelsættende. Den kun 14-årige fattige bondepige Bernadette Soubirous så ved flere lejligheder Jomfru Maria åbenbare sig i Massabielle-grotten, der dengang lå i udkanten af byen. Jomfru Maria lod en kilde udspringe i Grotten, med vand der stadig den dag i dag flyder ud til alle pilgrimme.
Hele Bernadettes fascinerende historie kan du læse længere nede.

I dag er grotten og vandet byens absolutte centrum for de mange millioner pilgrimme, der årligt besøger Lourdes.

Budskabet

Det er kildevandet, som har gjort Lourdes til Europas største pilgrimssted. Seks millioner mennesker valfarter hvert år til den lille by ved foden af Pyrenæerne, hvor den hellige Jomfru Maria lod en kilde springe frem af klippen i 1858. Kort efter begyndte de første beretninger om mirakuløse helbredelser at lægge grunden til Lourdes’ berømmelse.

Siden er 66 helbredelser blevet anerkendt af Den Katolske Kirke som mirakler, og modtagelsen af syge og handicappede er fortsat kernen i Lourdes.

To modtagecentre (Accueil) med tilsammen godt 1.500 senge tilbyder både sjælesorg og medicinsk pleje til de 60.000 syge, som hvert år besøger Lourdes. Rullestole og bårer fylder godt i de daglige processioner foran Immaculée-Conception Basilikaen, hvoraf den ene afsluttes med en særlig velsignelse af de syge.
– Den syge, der kommer her, gør samme erfaring som Bernadette.

“Hun, som hørte til de udstødte blandt de udstødte, og som boede i et gammel fængsel som selv myndighederne fandt for usselt til fangerne; hun oplevede at hun var dyrebar i Guds øjne”, siger søster Jacqueline Mouchnino fra Bernadette Soubirous nonneorden, ‘Soeurs de la Charité de Nevers’, som ledede det største modtagecenter ( Accueil Notre-Dame) i Lourdes.

Afspil

Historien om Bernadette

Bernadette Soubirous, en lille pige fra landet

Bernadette Soubirous blev født den 7. januar 1844. Hendes forældre – Francois og Louise, blev gift i januar 1843 og flyttede ind hos svigerforældrene i Boly møllen. Ved svigerfaderens død stod enken tilbage med sin søn Francois og tre ugifte døtre. Enken forsøgte at videreføre møllens drift, men i 1848 overgav hun møllen til Francois og Louise. Den lille familie fik således deres første eget hjem, da Bernadette var 4 år gammel.

Bernadette sendes til Bartrès

I Bernadettes første leveår, var hendes mor ude for en forfærdelig ulykke. Et levende lys, der oplyste det rum de boede i, faldt ned og antændte Louises kjole. Louise blev så slemt forbrændt at hun ikke længere kunne amme sit barn. Bernadette blev derfor sendt til en amme i Bartrès, kun få kilometer fra Lourdes. Ammen Marie Lagües havde selv mistet sit spædbarn kort forinden. Opholdet i Bartrès blev kortvarigt, da familiens andet barn – Bernadettes lillebror Jean pludseligt døde og forældrene længsel efter Bernadette blev så meget større. Hun måtte hjem og opmuntre sine sørgende forældre.

Deres økonomiske situation blev langsomt mere og mere elendig og i 1852 måtte møllen sælges og den nye ejer ville selv drive den. Da familien ikke længere havde råd til at betale huslejen, blev de sat ud.

Flytning til Cachotten

Fra 1854 til 56 blev familien Soubirous ramt af den ene ulykke efter den anden. Først mistede Francois et øje og Bernadette fik kolera. Endelig i 1856 på Allehelgenes-dag blev familien – bogstaveligt talt – sat på gaden.

Med deres få ejendele travede de rundt igennem Lourdes’ gader. Ved Petits-Fossés sluttede deres vandring. En fætter her gav dem “bolig” i Cachotten, et rum på fire gange fire meter. 30 år tidligere havde dette rum været et fængsel. Fængslet var blevet flyttet på grund af sundhedsfarer, så nu stod det lille lokale tomt. Der var gitter for vinduerne og døren var lukket med en bolt. Her flyttede familien ind og levede i nød og fattigdom – deres situation var elendig og det så ikke ud til, at den forbedredes.

Faderen sendes i fængsel

En bager, hvor Francois Soubirous havde haft lidt arbejde, beskyldte ham for at have stjålet en sæk mel. Francois benægtede dette, men politiet undersøgte cachotten, fandt ikke mel, men derimod en træplanke.

Francois blev varetægtsfængslet i otte dage, og selvom han blev frikendt, var der dog sat en plet på hans navn.

Bernadette flyttede i en alder af 13 år tilbage til sin gamle amme. På dette tidspunkt kunne Bernadette hverken læse eller skrive og kun tale den lokale dialekt. Hun håbede på at komme i skole for at lære katekismen, så hun kunne komme til sin første hellige kommunion. Både sognepræsten i Bartrès, som forstod Bernadettes dialekt og hendes amme Marie Lagües forsøgte at lære hende katekismen, men forgæves. Bernadette havde svært ved at huske katekismens formler udenad. “Du er for dum! Du kommer aldrig til at modtage din første hellige kommunion!” – skulle Marie Lagües have sagt.

I januar 1858 flyttede Bernadette igen hjemme hos sin familie. Hun kom dog fortsat meget i Bartrès hvor hun passede får.

Åbenbaringerne

Den 11. februar 1958, 14 år gammel, modtog Bernadette sin første åbenbaring. Hun var med sin søster og en veninde sendt ud for at finde brænde langs floden. På et tidspunkt var Bernadette alene, og her hørete hun et vindblæs selvom ingenting rørte sig. Hun vendte sig og så en vild rose i et hulrum i grotten, der som den eneste plante, bevægede sig. Bag rosen opstod et hvidt skinnende lys, og en ‘hvid figur’ kom til synes. Dette var Bernadettes første åbenbaring. Hverken lillesøsteren eller veninden så noget på deres tur.

De efterfølgende dage og uger vendte Bernadette tilbage til Grotten og så ‘den hvide unge dame’ flere gange. Som dagene skred frem, talte figuren til hende, og bad hende fremgrave og vaske sig i den kilde der i dag udspringer fra Grotten.

Ved mindst tre lejligheder viste Bernadette sit mod over for sognepræsten Fader Dominique: Allerede den 27. februar 1858 overskred Bernadette datidens grænser og fortalte sognepræsten om sine syn – den temperamentsfulde præst skældte hende ud, men Bernadette så på præsten, vendte ham ryggen og gik…

Tre dage senere modtog Bernadette sit 14. syn og denne gang bad “den unge dame”, som Bernadette kaldte Jomfru Maria, om et kapel og en procession.

Den 16. Åbenbaring - vendepunktet

Det sidste møde – i denne omgang – rystede sognepræsten. Det var torsdag den 25. marts 1858, og for første gang havde den lysende figur givet sit navn til Bernadette. Bernadette trængte ind i sognepræstens lejlighed og råbte:

“Que soy era Immaculada Conceptiou! (Jeg er Den Ubesmittede Undfangelse!). Jeg gentog dette navn hele tiden på vej herhen. Damen ønsker sig et kapel her”.

Fader Dominique Peyramale sendte Bernadette hjem uden forklaring. I begyndelsen havde sognepræst Fader Dominique Peyramale været mere end skeptisk over for Bernadettes oplevelser i Grotten. Men fra den 25. marts 1858 blev han hendes varmeste forsvarer.

De civile myndigheder forsøgte at få Bernadette anbragt på et sindssyge hospital, men sognepræsten følte sig nu overbevidst om synernes sandhed, måske også fordi masser af pilgrimme opsøgte Grotten og blev interesseret i Bernadette. Alle slags mennesker opsøgte hende for at udråbe hende til helgen.

Frem til den 16. juli modtog Bernadette i alt 18 åbenbaringer fra Den hellige Jomfru Maria.

Mange pilgrimme ønskede Bernadettes helbredelse, hvortil hun svarede, at hun kun kunne bede for dem. Dette gjorde hende syg, samtidig med, at hendes helbred havde taget skade af opholdet i “cachotten”. Det blev herefter aftalt, at hun ikke længere skulle bo her, men hos søstrene på hospitalet i Lourdes og således have mere kontrol over de besøgende.

Hvad betyder “Marias uplettede undfangelse?

“Uplettet” betyder uden arvesynd. Gud har udvalgt Maria. Han skænker hende Helligåndens gave. Den “Højestes kraft” har overskygget hende. Disse ord og billeder udtrykker mysteriet ved den udvælgelse, som vi tror bevarede Maria fri fra arvesynden, som vi alle fødes ind i.

Pave Pius IX havde den 8. december 1854 højtideligt erklæret denne realitet om Jomfru Maria som et dogme, en trossandhed, som katolikkerne er forpligtet til at tro på.

At en uuddannet, fattig pige som Bernadette kunne navngive åbenbaringerne med denne vending, overbeviste sognepræsten om hendes ærlighed. “Den uplettede undfangelse” var på daværende tidspunkt ikke et lægmandudtryk, og Bernadette ville ikke kunne vide i forvejen hvad dette betød.

Tiden efter åbenbaringerne

Bernadette flytter ind hos nonnerne i Lourdes.

Fra juli 1860 boede Bernadette hos søstrene af næstekærlighed i Lourdes, som drev et hospital og en skole.

Opholdet hos søstrene bevirkede, at Bernadette kunne spise sig mæt og leve en tryg tilværelse, samtidig med, at hun kunne komme i “skole” og lære at læse og skrive.

I 1861 nedskrev hun beretningerne om sine syn. Hun var dog stadigvæk svag og søstrene anså det for tilrådeligt, at hun kom væk. Hun besluttede at blive “Søster af næstekærlighed” i Nevers, men ikke før Krypten og kapellet som Jomfru Maria havde efterspurgt, var blevet bygget.

Området omkring Grotten bygges og indvies.

I 1866 blev Krypten indviet. Hendes far havde været med til at udhugge den i klippen over Grotten. Herefter påbegyndte man kapellet, som Vor Frue havde bedt Bernadette om at få bygget.

Når pilgrimme trængte ind på hende, sagde hun: “Jeg er her ikke for at få jer til at tro, men for at fortælle, hvad jeg så.”

Bernadette havde forberedt sig i 8 år og nu ville hun afsted, så den 4. juli 1866 kørte hun med toget -for første og eneste gang til Nevers. I klosteret Sct. Gildar blev hun Sr. Marie-Bernard. Hendes arbejde blev at bede og pleje de syge.

Bernadettes død og helgenkåring

Bernadette døde den 16. april 1879, 35 år gammel. I anledning af hendes saligkåring gravede man hendes kiste op og til alles overraskelse var hendes legeme ikke gået til grunde, med helt intakt, som lå hun og sov.

I 1933 blev hun helligkåret af pave Pius XI. Et ribben ligger i Sct. Josefs kapel i Krypten (Lourdes).
Hvert år på festdagen for den hellige Bernadette, den 18. februar, bliver en smuk udsmykket lille kiste med relikvier båret i procession gennem byen.